Foreningens vedtægter

Vedtægter
Yngre Ortopædkirurger Danmark
(YODA)

Vedtægter

Vedtægterne er senest ændret ved generalforsamlingen den 26. oktober 2016.

§ 1 Navn
Foreningens navn er: Yngre Ortopædkirurger Danmark (YODA). Foreningens navn på engelsk er Young Orthopedics Danish Association.

§ 2 Formål
Foreningens formål er at styrke det ortopædkirurgiske speciale ved at virke til gavn for yngre ortopædkirurger, herunder at varetage deres faglige, forskningsmæssige, uddannelsesmæssige og organisatoriske interesser.

§ 3 Medlemmer
I foreningen kan optages alle læger og lægestuderende, der er berettiget til at være medlemmer af Yngre Læger (YL) eller kredsforeningerne under Foreningen af danske lægestuderende (FADL).

Stk. 2. Indmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til forretningsudvalget. Udmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til kassereren. Som udmeldt betragtes den, der ikke har betalt kontingent senest seks måneder efter forfaldsdato.

§ 4 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes årligt i efteråret. Bestyrelsen indkalder generalforsamlingen skriftligt med minimum 4 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden med følgende faste punkter:

1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Bestyrelsen beretning
4. Indkomne forslag
5. Godkendelse af revideret regnskab for sidste regnskabsår
6. Godkendelse af budget for næste regnskabsår, herunder kontingent
7. Personvalg
a) Formand
b) Næstformand
c) Kasserer
d) Uddannelsesansvarlig
e) Forskningsansvarlig
f) Kursusansvarlig
g) Web/Nyhedsbrevansvarlig
h) Forårsmøde/Industriansvarlig
i) Regionsansvarlig – Nord
j) Regionsansvarlig – Syd
k) Regionsansvarlig – Øst
l) Suppleant 1
m) Intern revisor
n) Ekstern revisor
8. Eventuelt

Stk. 2. Forslag til behandling på generalforsamlingen skal indsendes skriftligt til forretningsudvalget senest 2 uger før den ordinære generalforsamling. Endelig dagsorden indeholdende indkomne forslag udsendes til medlemmerne senest 1 uge før den ordinære generalforsamling.

Stk. 3. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er rettidigt indkaldt.

Stk. 4. Afgørelser på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal. Afstemningen kan ske ved håndsoprækning, men alle afstemninger skal ske skriftligt, hvis blot ét medlem forlanger det. Den skriftlige afstemning kan også foretages elektronisk. Dog vælges kandidater ved fredsvalg, hvis der kun er én kandidat til den opstillede post. Alle personvalg foretages som udgangspunkt skriftligt. Stemmeberettiget er alle tilstedeværende medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Ved afstemninger har hvert medlem 1 stemme.

Stk. 5. Formand, Forårsmødeansvarlig og Web/Nyhedsbrevansvarlig vælges for en 2-årig periode i lige år. Kasserer og Uddannelsesansvarlig vælges for en 2-årige periode i ulige år. Øvrige personvalg er for en 1-årig periode.

Stk. 6. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når det besluttes af bestyrelsen, eller det begæres af mindst en tredjedel af medlemmerne. Bestyrelsen indkalder den ekstraordinære generalforsamling skriftligt med 2 ugers varsel. Indkaldelsen skal indeholde endelig dagsorden. Afstemning sker i henhold til § 4 stk. 3 og 4.

§ 5 Bestyrelsen
Foreningen ledes af en bestyrelse og dennes forretningsudvalg. Begge står til ansvar over for generalforsamlingen, foreningens øverste myndighed.

Stk. 2. Bestyrelsen består af i alt 11 personer. Tillige vælges 1 suppleant. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 7 personer er til stede herunder mindst ét medlem af forretningsudvalget. Bestyrelsen skal mødes mindst 4 gange årligt, hvoraf de to møder skal søges afholdt i forbindelse med generalforsamling og forårs-/sommermøde. Bestyrelsen fastlægger i øvrigt selv sit arbejde.

Stk 3. Er det ikke muligt at besætte alle poster i bestyrelsen ved generalforsamlingen kan bestyrelsen efterfølgende udpege personer til de ubesatte poster.

Stk. 4. Bestyrelsen fastlægger under hensyntagen til generalforsamlingens beslutninger de overordnede forhold i foreningen herunder langsigtet strategi. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg/arbejdsgrupper udover de stående udvalg.

Stk. 5. Såfremt en regionsansvarlig måtte trække sig fra sin post udenom en generalforsamling, kan bestyrelsen udpege en ny til posten som ikke nødvendigvis er suppleanten, såfremt suppleanten ikke er fra den pågældende region.

§ 6 Forretningsudvalget
Forretningsudvalget består af formanden, næstformanden og kassereren. Forretningsudvalget varetager den daglige ledelse af foreningen herunder kontakten til samarbejdsrelationer. Forretningsudvalget kan vælge at uddelegere arbejdsområder og skal i videst muligt omfang inddrage foreningens udvalg i sit arbejde. Forretningsudvalget mødes efter behov og fastlægger i øvrigt selv sit arbejde.

Stk. 2. Formanden udgør foreningens ansigt udadtil og varetager som udgangspunkt den eksterne kontakt. Ved formandens forfald er næstformanden dennes stedfortræder. Foreningen tegnes i kontraktlige forhold af det samlede forretningsudvalg. Forretningsudvalget kan meddele prokura.

§ 7 Udvalg og møder
Foreningen har 3 stående udvalg:
1. Kursusudvalget
2. Uddannelsesudvalget
3. Forskningsudvalget

Stk. 2. Foreningen samles på landsplan mindst to gange årligt: Til generalforsamlingen og til et forårs-/sommermøde.

§ 8 Økonomi
Regnskabsåret forløber fra 1. juli til 30. juni. Medlemskontingentet fastlægges årligt sammen med budget for kommende regnskabsår.

§ 9 Ændringer
Ændringer i vedtægterne kan vedtages på generalforsamlingen med 2/3 af de afgivne stemmer.

Stk. 2. Forslag til vedtægtsændringer skal indgives skriftligt som øvrige forslag til behandling på generalforsamlingen.

§ 10 Opløsning
Beslutning om foreningens ophør skal vedtages på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af foreningens medlemmer er til stede. Er dette ikke opfyldt, indkaldes til ekstraordinær generalforsamling med dette ene punkt på dagsordenen. Mindst 2/3 af de fremmødte skal da stemme for ophøret.

Stk. 2. Ved foreningens ophør skal eventuelle aktiver anvendes til et formål, der understøtter foreningens formål jf. § 2.

§ 11 Ikrafttræden
Vedtægterne træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen på stiftende generalforsamling 26. oktober 2010.

Scroll to Top