skip to Main Content

Introlægen som operatør: Registrering og hyppige indgreb

Et af de primære mål med introduktionsstillingen er at komme godt i gang med at opbygge en operationsliste. Alle typer ortopædkirurgiske indgreb er relevante på dette stadie, men vægtes forskelligt alt efter sværhedsgrad i forhold til hoveduddannelses-samtalen.

På videreuddannelsens hjemmeside findes en operationsliste som du skal bruge ved ansøgning om hoveduddannelse i ortopædkirurgi (videreuddannelsen.dk). Denne operationsliste arbejder med forskellige roller i forbindelse med en operation: ”Assistent”, ”udført m supervision”, ”udført selvstændigt” og ”været supervisor på”. Sørg for at få klassificeret din rolle korrekt ved operationsdokumentation så det ikke senere bliver et punkt for diskussion. Når din intro-stilling er ovre kan der trækkes en rapport på alle de operationer du står registreret på. Du bør dog være opmærksom på at denne liste skal være anonymiseret, da det ikke er lovligt at have personfølsomme oplysninger liggende på ikke-sikrede drev. Rådfør dig gerne med din uddannelsesansvarlige overlæge

Alle traumatologiske osteosynteser skal indberettes i Dansk Fraktur Database (www.dfdb.dk.). Det er operatørens rolle at gøre dette. Det nemmeste er at udføre indtastningen umiddelbart efter at operationen. I DFDB kan du til hver en tid trække en operationsliste over alle dine registrerede operationer.

YODA har udviklet vores bud på en operationsliste. Udover registrering af dine operationer kan du se diagrammer, der gør det nemt at få overblik over din udvikling.

En stor tak skal lyde til Dennis Winge Hallager og Samir Munir for deres store arbejde med denne liste.

YODAs operationsliste – klik her

For at komme godt i gang med at bruge operationslisten har vi lavet en kort præsentation.

Præsentation af YODAs operationsliste – klik her

Se også YODAs  operationstjekliste som kan hjælpe dig til en god operation. Her finder du en pdf version som kan printes og haves i kittellommen.

YODAs Checkliste til kirurgiske indgreb

Der vil desuden blive printet nogle eksemplarer i god kvalitet. De vil være tilgængelige på DOS-kongressen og YODAs Forårsmøde og kan tages med til dem på afdelingen som ikke har været heldige at få en.

Litteratur

Udover de store lærebøger der står på afdelingen findes der en række gode kilder til information inden du kaster dig over dine første operationer:

I starten af din introstilling vil du formentlig finde stor hjælp i at orientere dig på AO surgery reference. Dette er AO’s forslag til operativ håndtering af gængse frakturtyper. Meget pædagogisk med gode illustrationer af adgange og osteosynteseprincipper. Desuden kan man ofte finde gode instruktioner i de forskellige implantatvejledninger. De fleste manualer til frakturkirurgi kan findes på Dansk Ortopædisk Traumeselskabs hjemmeside.

Odense Universitetshospital har udarbejdet ”Operativ evaluering”, der er en point-by-point gennemgang af de vigtigste fokuspunkter ved diverse typer af frakturtyper.

Hyppige frakturer

Under introstilling vil du de fleste steder arbejde meget med frakturkirurgi. DOS har i målbeskrivelsen for introstilling oplistet en række frakturer, som du efter intro vil forventes at kunne håndtere diagnostisk og behandling af. Mange af dem vil du forhåbentlig også få mulighed for at operere og du kan med fordel læse lidt op på dem inden start på introduktionsstilling:

Distal radius fraktur: Læse evt. DOS’ reference program. Mange forskellige implantattyper. Læs manualen. Vær opmærksom på lokale forskelle i postoperative forløb

Hoftenær fraktur: Flere forskellige osteosynteseprincipper, der omfatter AO-skruer, dynamic hip screw, kort marvsøm og evt. hemialloplastik. Læs DOS’ reference program.

Antebrachium fraktur: Titanium Elastic Nail

Malleol frakturer: Læs evt. Hillerød instruks for dette. Illustrativ og to the point.

Metakarp- og fingerfrakturer

Olecranon- og patellafraktur: Tension band. Læs på AO.

Udover frakturkirurgi kan du med fordel læse op på crus- og femuramputation samt operativ håndtering af karpaltunnelsyndrom, springfinger og nerve/senelæsioner

God fornøjelse