YODA har sammen med en række andre yngre lægeforeninger skrevet et debatindlæg i Politiken om den flaskehals, der kan få stor betydning for fremtidens sundhedsvæsen.
Kroniken er bragt i Politikens debatsektion d. 4. juli 2026.
Vi uddanner yngre læger i hobetal, men mangler stadig de speciallæger, patienterne står i kø til. Årsagen er et politisk loft, som begrænser antallet af ansatte speciallæger, og for få uddannelsesstillinger, der gør de yngre læger til speciallæger.
Hver time bliver der et sted i Danmark kørt en patient ind på en akutmodtagelse. Måske er det dit barn, måske din mor, måske dig selv.
Lægen, der tager imod, ser ung ud, men det betyder ikke noget. For bag den yngre læge står en erfaren speciallæge, som lærer vedkommende op, står ved siden af ved den første svære vurdering, griber ind, hvis noget er ved at gå galt, og giver den yngre læge det blik for detaljen, som ingen lærebog kan give.
Sådan er det heldigvis stadig de fleste steder. Men det er kvaliteten af den yngre læges arbejde i fremtiden, vi som faglige selskaber for yngre læger frygter for.
For at forstå, hvordan vi er endt her, må man se på en fortælling, der har været gentaget i årevis: Danmark mangler læger, derfor må vi uddanne flere. Det er rigtigt, men upræcist. Vi mangler speciallæger. Lægeforeningens egen analyse anslår, at der mangler omkring 2.000 på landsplan, og det mærker patienterne allerede i form af længere ventetider.
For at få flere speciallæger har politikerne gradvist øget optaget på medicinstudiet gennem de seneste 15 år. I dag har vi rigeligt med yngre læger, men en nyuddannet læge er ikke en speciallæge. En læge, der lige har afsluttet studiet, har stor teoretisk viden, men begrænset erfaring i at fungere som læge. For at blive speciallæge skal den yngre læge igennem mindst seks års arbejde i særlige uddannelsesstillinger under opsyn af de erfarne.
Og netop de uddannelsesstillinger er der ikke nok af. Det skaber en flaskehals med to problemer på én gang. Foran den hober de yngre læger sig op i en grad, så Finansministeriet fremskriver et overskud på op mod 10.000 læger i 2035. Hver af dem har kostet samfundet omkring en million kroner at uddanne, og mange risikerer arbejdsløshed. Bag flaskehalsen mangler vi stadig de 2.000 speciallæger. Sådan kan vi på én gang have alt for mange læger og alt for få.
Tallene ser ud til at modsige hinanden, men de er to ender af det samme tilstoppede rør.
Vejen til speciallæge hviler på mesterlære. Tænk på tømrerlærlingen. Ingen ville sætte lærlingen til at rejse et hus alene, før mesteren har stået ved siden af de første mange gange.
Sådan er det også for lægen. Efter seks års studium er man læge, men endnu ikke specialist. Derfor følger et år som klinisk basislæge, en etårig introduktionsstilling og til sidst et hoveduddannelsesforløb på fire til fem år. Først dér, op mod syv år efter studiet, kan lægen udrede og behandle på egen hånd som hjertelæge, kirurg, psykiater eller praktiserende læge.
Hele vejen lærer den yngre læge ved at stå ved siden af en erfaren speciallæge, gøre tingene under opsyn og blive rettet undervejs. Fagligt kalder vi det supervision, og det er ikke noget, man bør spare væk i en travl uge. Den dag, den yngre læge står alene med en patient, er det oplæringen, der afgør, om beslutningen bliver den rigtige.
Men speciallægen er mere end en læremester. Det er speciallægen, der driver en meget stor del af afdelingens daglige drift, lægger operationsprogrammer, visiterer henvisninger og træffer de afgørende beslutninger. Sparer man på speciallægen, sparer man altså ikke kun på uddannelsen, men på selve rygraden i afdelingen.
Oven i knapheden på speciallæger har politikerne lagt et loft. Som led i sundhedsreformen er der sat en national grænse for, hvor mange speciallæger der må være ansat på landets universitetshospitaler, som er blandt de største uddannelsessteder. Tanken er god nok. Man vil fordele speciallægerne mere ligeligt, så der kommer flere dygtige hænder i de egne af landet, hvor manglen er størst. Desværre har der politisk ikke fulgt penge med til at ansætte disse speciallæger uden for de store byer.
Og i praksis sætter loftet en øvre grænse for præcis de speciallæger, som skal uddanne den næste generation af speciallæger.
Problemet er, at der er kommet langt flere yngre læger om hver af dem. Når en erfaren speciallæge skal lære dobbelt så mange op, er der ikke timer nok i døgnet til at gøre det ordentligt. Den nære oplæring bliver et knapt gode, og på et tidspunkt er der ikke erfarne hænder nok til at stå bag de yngre.
Loftet tager heller ikke højde for deltid. De allermest erfarne læger, som f.eks. bruger en del af ugen på forskning og undervisning, tæller som én fuld speciallæge, selvom de ikke leverer et helt klinisk årsværk.
Resultatet er absurd. Mens vi mangler speciallæger, står der færdiguddannede, som ikke kan få job. Yngre Lægers gennemgang viser, at der alene i 2024 blev uddannet omkring 250 flere speciallæger, end der blev slået stillinger op til i hele landet. Flere steder har loftet allerede tvunget afdelinger til at lukke funktioner og aflyse undersøgelser, fordi ledige stillinger ikke må genbesættes.
Dertil kommer, at meget af den basale behandling, ikke mindst kirurgi, er flyttet til privathospitalerne og med den, en stor del af de mest erfarne læger. Det efterlader ikke bare færre til at uddanne på de offentlige hospitaler. Det betyder også, at de helt grundlæggende indgreb, som en kommende kirurg skal lære af, i stigende grad ikke længere udføres dér, hvor uddannelsen foregår.
Når de basale operationer ligger i privat regi, mister de yngre læger den volumen og rutine i håndværket, som hele specialiseringen bygger oven på. Oven i en stram økonomi må de offentlige hospitaler nu betale privathospitalerne for at tage del i oplæringen.
Samtidig er det politisk bestemt, hvor mange uddannelsesstillinger hvert hospital må have. Nogle steder har kapacitet til at uddanne flere, men må ikke, fordi stillingerne er normeret til en anden region.
Vi bakker op om ønsket om bred lægedækning i hele landet, men det låser uddannelsen fast på steder, hvor der ikke nødvendigvis er hænder til at løfte den.
Afdelingers produktivitet måles på ventetider, behandlingsgarantier, overlevelse, genindlæggelser og patienttilfredshed. Det er alt sammen kvalitetsmål, der kræver dygtige fagfolk. Men god uddannelse er svær at gøre op i tal og bliver derfor sjældent et mål i sig selv.
Når en afdeling skæres ind til benet, er den daglige oplæring det første, der spares væk. Patienterne skal jo ses, det er der politiske garantier for, og i en travl hverdag tager det længere tid at lære fra sig end at gøre tingene selv.
Tilbage står en afdeling, der lige akkurat kan passe dagens patienter, men ikke har tid til at uddanne dem, der skal passe morgendagens. En læge, der er lært op i et system uden tid og erfarne speciallæger, bliver en speciallæge med begrænsninger.
Manglerne viser sig ikke med det samme, men år senere. I den oversete diagnose, i komplikationen, der kunne være undgået, og i erfaringen, der aldrig blev givet videre. Regningen for en udhulet mesterlære betales ved sengekanten.
Vi får ikke et bedre sundhedsvæsen alene ved at tælle, hvor mange læger der er, men ved at sikre, at de er lært ordentligt op.
Hvordan kommer vi videre? Der er tre greb, og de ligger lige for. Først skal speciallægeloftet væk, så vi kan ansætte og fastholde de speciallæger, vi allerede har uddannet. Dernæst skal der oprettes flere uddannelsesstillinger. Det er dér, flaskehalsen sidder. Den store gruppe af yngre læger, der allerede er i systemet og venter, skal have en reel vej videre. Så bliver overskuddet af læger vendt til præcis det, vi mangler. Det sidste, der skal til, er, at optaget af medicinstuderende sænkes markant. Og det skal ske nu, for ellers spilder vi ressourcerne på at uddanne læger til arbejdsløshed.
For os handler det til syvende og sidst om, at lægen, der en dag tager imod dig eller dine, er lært ordentligt op. Det spørgsmål afgøres ikke om ti år. Det afgøres af de beslutninger, der bliver truffet nu.
