skip to Main Content

Efter et forskningsår (semesterfri) med translationel basalforskning i New York i USA – hvor jeg undersøgte en mekanisme bag dannelsen af osteolytiske knogleområder omkring indsatte knæ- og hofteproteser, er jeg nu tilbage på skolebænken på Københavns Universitet. Sideløbende med studiet er jeg i gang med et registerstudie omhandlende brugen af tranexamsyre hos alloplastikpatienter.

Her deles lidt af mine erfaringer som ung ortopædkirurgisk forsker.

Intet kommer af sig selv – vær vågen!

For den nye i forskningsverdenen hersker devisen, at intet kommer af sig selv, og man er nødt til at være opsøgende for at komme fremad. Man må påklæde sig initiativ-trøjen og fylde drikkedunken med gå-på-mod. Kun således skaffes de nyttige kontakter – hvorefter videnssøgning og forskning kan igangsættes.

Det tager altid længere tid end planlagt at få sat forskning op, og det er nødvendigt at starte i god tid (op til 6 måneder før), hvis man skal have forskningsår/skal søge penge el. tilladelser.

Jeg holdt vejledermøde flere gange dagligt, men nu hvor jeg er tilbage på skolebænken, med forskning som en fritidsbeskæftigelse, afholder jeg møde med vejledere og andre minimum en gang om ugen. Jeg brugte i gennemsnit 65-70 timer om ugen under forskningsåret, og der var et væld af aktiviteter, som man kunne holde sig med beskæftiget med, hvorfor det blev meget naturligt med de mange timer.

Skærp din spørgelyst og bevar tålmodigheden

Som ung og uerfaren i forskerverdenen vil man blive mødt af mange skuffelser og ikke mindst mange NEJ´er. Det er vigtigt, at være standhaftig i sin søgen efter den rette vejleder eller opsætning af det rette forskningsprojekt, da der altid kan findes gode løsninger. Man spørger sig frem til de forskningsaktive på den ønskede afdeling – det er ofte speciallæger eller læger i hoveduddannelse. Man ser også Intro-læger med forskningsaktivitet, men de er sjældent projektansvarlige.

Mange ortopædkirurger må presse forskning ind mellem – måske lange – operationer, og det kan skabe yderst travle hverdage uden pauser for kirurgen. Derfor er det vigtigt, at man som ung forsker besidder tålmodighed, da man kan risikere at skulle sidde stand-by uden for operationsstuen for at kunne holde forskningsmøde.

Skal den dybe tallerken genopfindes?

Foruden disse basale tips er det en god ide, at finde sig en anden yngre person, som netop har været igennem samme proces. Derved kan man finde sig en personlig guide/mentor, og man kan nemmere manøvrere gennem forskningens til tider komplicerede vejnet. De færreste vil vel mene, at det giver mening at genopfinde den dybe tallerken!

Hvad kom der ud af alt arbejdet?

Mit forskningsår har ført til at jeg har været på både nationale og internationale konferencer og præsenteret mine projekter både mundtligt og som posters.

Nomineret til årets Ungdomsforskerpris, til DOS-kongressen 2012. Mit forskningsår førte også til udfærdigelsen af mit kandidatspeciale, som vandt Gigtforeningens Kandidatspeciale-pris.

Første artikel ud af minimum 2 er netop afsendt til editor.

 Det sjoveste var:  

At indoperere titaniumsproteser i rotter og efterfølgende udføre forsøg og analysere dyrenes knoglevæv.

Det værste var:

Da jeg for anden gang ”spildte” et par uger på udvikling af protokol til immunohistokemisk farvning af udtagne rottevæv – for så at finde ud af, at protokollen ikke gav perfekt vævsfarvning på netop disse væv. Det føltes som gevaldigt tidsspild, men det er en del af forskningen.

Det mest lærerige var:

At tilbringe 1 år på et af verdens bedste ortopædkirurgiske hospitaler med stor fokus på forskning og udvikling – Hospital for Special Surgery i USA.

Af stud. med. Rune V. Madsen, 10. semester, Københavns Universitet

(Forskningsår efter 7. semester)

X