skip to Main Content
Maj 2020

Maj 2020

Ny repræsentant for yngre læge i specialet søges til deltagelse i ansættelsesudvalget for Hoveduddannelse i ortopædkirurgi i Syd.

Du skal være i HU i Syd og have mindst to år tilbage. Arbejdet er deltagelse i to ansættelsesrunder om året, det er ulønnet, men de fleste plejer at få fri med løn fra deres egen afdeling. Der vil være mulighed for at kigge den nuværende repræsentant Jens-Christian Beuke over skulderen d 16 juni, men posten er først din fra efteråret 2020 og 4 ansættelsesrunder frem (2 år).

Du skal sende et kort valgoplæg til mail@yngreortopaedkirurger.dk inden d 1/6 2020, hvor efter YODAs bestyrelse udpejer en ansøger til posten.

Vær med til at finde dine kommende kollegaer!

Med venlig hilsen YODAs bestyrelse

PS Der vil ved årsskiftet blive afholdt valg til de samme repræsentantposter i nord og øst. Se facebook og nyhedsbrevet i efteråret for dato for ansøgninger.


Online skadestuekursus

Grundet forsamlingsrestriktioner forårsaget af coronavirusset valgte vi i år at afholde forårets skadestuekurser som online streaming. Det er klart, at et sådan kursus er bedst, når man fysisk sidder med sin underviser og har mulighed for at få svar på sine spørgsmål og demonstreret eventuelle håndgreb undervejs. Det lykkedes at finde et streamingprogram, der tillod fremvisning af slides, brug af webcam samt en chatfunktion der gjorde, at oplevelsen for mig som underviser var virkelig god. Dag 1 havde over 115 deltagere mens dag 2 havde over 140 der så med og deltog aktivt i chatten – langt over hvad vi havde turdet håbe på!

Jeg har sidenhen fået en del henvendelser fra folk, der ønsker at se eller downloade streamen. Vi har vendt dette ad flere omgang i bestyrelsen og er som udgangspunkt ikke indstillet på at uploade streamen online. Skadestuekurserne er et af vores grundprodukter og de fysiske kurser er en rigtig fin måde at mødes på for ortopædinteresserede yngre læger. Vi frygter at en tilgængelig onlinestream vil devaluere fremtidige kurser og sænke interessen for disse og håber meget, at I forstår denne holdning.

Vi synes dog, at kurset under de givne omstændigheder var en stor succes og håber, at I vil anbefale det til jeres yngre kollegaer.

Med venlig hilsen

Casper Grønbæk, Regionsansvarlig Øst


18/5-2020 blev der for første gang afholdt YODAs “Basalt Suturkursus i Psykiatrien”

Initiativet kom fra Erik Døssing, TR for yngre læger i B&U Psykiatri, Region Sjælland.

Psykiatriens forvagter efterspurgte færdigheder i suturteknikker, da det er deres ansvarsområde ved mindre sår og flænger – udenom somatikken.

Erik havde fået grønt lys fra ledelsen til at samle en mindre gruppe læger til et kursus i denne coronatider.

Vi tog i YODA opgaven til os. Vores dygtige samarbejdspartner og intro i plastikkirurgi Gustav Gede Nervil var omstillingsparat og målrettede straks kursusmateriale og øvelser til typiske sår i psykiatrien.

Evalueringsskemaerne var ikke til at tage fejl af. Kurset fyldte et hul for deltagerne og udbyttet var højt. Derudover var der en klar tilbagemelding om, at kurset vil komme andre forvagter i psykiatrien til gode, hvorfor YODA planlægger at gøre kurset en del af det faste sortiment.

Hvis der sidder andre derude med en idé til et kursus, så er man velkommen til at kontakte mig på kursus@yngreortopaedkirurger.dk

Annie Kastrup, YODA Kursusansvarlig