skip to Main Content

December 2018

I ønskes alle en glædelig jul og godt nytår fra hele YODA’s bestyrelse.



Interview med vinderen af den Gyldne YODA 2018 UAO Rasmus Nielsen, Ortopædkirurgisk afd, Herlev Hospital

Hvad fik dig til at vælge posten som UAO?

Det var egentlig ret tilfældigt. Jeg gik til min chef med intention om frivilligt at flytte til Hillerød og fortsætte med at lave alloplastikker. Her oplyste han mig om at vores udd.ansvarlige ovl. havde opsagt sin stilling. Jeg fik i første omgang tilbudt stillingen som afdelingslæge, men fik overbevist ledelsen om at som overlæge ville jeg have mere ballast i forhandlinger med. bl.a. de øvrige sektioner.

Herlev har tidligere haft store uddannelsesmæssige udfordringer og fik stadig mange negative evalueringer da du overtog posten, hvilke tanker gjorde du dig om det?

En stor opgave, helt sikkert. men også en masse at arbejde med. Fundamentet var lagt af tidligere OAU Henrik Grønborg og UKYL Tobias Aasvang.
Jeg har selv taget min speciallægeuddannelse på Herlev, så jeg vidste hvor der kunne optimeres, især på arbejdsmiljøet.

I indstillingen til den Gyldne Yoda, lagde afdelingens læger stor vægt på at du har formået at samle afdelingen omkring uddannelse og skabe en stærk holdånd, er det noget du har arbejdet bevidst på og hvordan?

Vi blev fra starten af 2018 ren akut på Herlev og alt vores elektive kirurgi blev flyttet til Gentofte. I dette setup har vi “besøg” af kirurger fra håndsektionen (højt specialiseret funktion) 2 gange ugentlig, hvor vi har et decideret håndleje, med en håndkirurgisk speciallæge og hvor vores uddannelsessøgende læger assistere eller bliver superviseret. Samme gør sig gældende for den akutte skulder/albuekirurgi (højt specialiseret funktion). Derfor har vi et stort udvalg af spændende operationer, hver dag og dermed mulighed for at give OP-tid til mange ad gangen.
Det blev hurtigt ret tydeligt hvor få vi egentlig var til at løfte uddannelsesforpligtigelserne, nu når vi var alene hjemme med traumatologien og det øvrige akutte. Det har fået os til at rykke sammen og hjælpe hinanden.
En af de andre gode ting ved denne opdeling er at vi ikke taler så meget produktion/uddannelse, da al vores produktion er uddannelse.
Jeg har fra starten involveret mig i vagtplanlægning, bemanding og daglig drift, da det er en naturlig del af at have overblik over uddannelsen og arbejdsmiljøet. Jeg har også haft diaLog direkte med ledelserne i akutmodtagelse og ambulatorie, hvor de yngre læger opholder sig mest. Her har jeg sørget for at de kunne arbejde uden at blive kørt over af bl.a. andre faggrupper.

Hvilke nye initiativer har været de mest afgørende for det gode resultat?

Relativt hurtigt efter jeg trådte til gik vi i gang med nogle synlige forandringer. I overlægegruppen smøgede vi ærmerne op og gik i gang med, at indrette et nyt og indbydende konferencerum.
Jeg har fra starten involveret mig i vagtplanlægning, bemanding og daglig drift, da det er en naturlig del af at have overblik over uddannelsen og arbejdsmiljøet. Jeg har også haft diaLog direkte med ledelserne i akutmodtagelse og ambulatorie, hvor de yngre læger opholder sig mest. Her har jeg sørget for at de kunne arbejde uden at blive kørt over af bl.a. andre faggrupper.
De individuelle samtaler med alle nyansatte yngre læger også uklassificerede, har medvirket at vi meget hurtigt kunne tage individuelle hensyn.

Hvis du skal nævne 3 bærende elementer i at skabe god uddannelse i hverdagen, hvad er de så?

Godt arbejdsmiljø – gode interkollegiale ressourcer – social kapital.
Struktur på OAU/vejleder-samtaler og hvornår disse afholdes, samt opfølgning på individuelle uddannelsesplaner.
Forum for uddannelsessøgende til at komme med konstruktiv kritik af uddannelsen på afdelingen f.eks. uddannelsescafé med efterfølgende afrapportering til afdelingsledelsen med foreslåede ændringer/tiltag af den daglige drift..

Hvad er dit næste mål som UAO?

Jeg vil gerne have at vi bliver bedre til at bruge IT i vores uddannelse.
Det er oplagt at vidensdele elektronisk og det er også oplagt at samle data elektronisk.
Min vision er at vi skal have en portal op at stå, hvor de uddannelsessøgende kan finde alt relevant vedr. deres uddannelse og finde incitament til at komme der (på portalen) helst dagligt, for at opdatere op-liste eller dokumentere kompetencer.
Derudover er mit store mål at vedholde fokus på uddannelse og fastholde de gode tiltag, som vores uddannelsesøgende efterspørger.

UAO Rasmus Nielsen, Ortopædkirurgisk afd, Herlev Hospital