Nyhedsbrev – April 2016

Leder

Fredag og lørdag d. 15.-16. april løb YODAs Forårsmøde og DOS’ Uddannelsesdag af stablen vanen tro på Dalum Landbrugsskole i Odense. Arrangementet var igen i år en stor succes med over 100 tilmeldte. På uddannelsesdagen blev der diskuteret supervision i skadestuen og ambulatorie samt evaluering af operative kompetencer. Eftermiddagen bød på en diskussion af hvordan primært den regionale forskningstræning foregår i de 3 regioner. Det stod klart for enhver at der er store regionale forskelle på hvordan forskningstræningen foregår og der især i uddannelsesregion øst manglede et samlet forløb med reelt udbytte. YODA var også på banen i debatten og ville gerne have at diskussionen også omhandlede hvad der sker på prækursistniveau. Hvis akademikerrollen vægtes så højt allerede ved ansøgning til kursusstilling, hvorfor findes der så ingen tilbud om specialespecifik forskningstræning på prækursistniveau?
YODAs Forårsmøde blev på vanlig vis skudt i gang med festen fredag aften og fulgt op med workshops om lørdagen. Igen i år var de medicinstuderende godt repræsenteret, hvilket er glædeligt da det lover for mange kommende aktive YODA-medlemmer. YODAs Forårsmøde danner en rigtig god ramme for rekruttering til vores speciale og for at skabe netværk på tværs af uddannelsesniveau og regioner. Synergien med DOS’ Uddannelsesdag bidrager positivt til begge arrangementer og YODA ser meget gerne dette samarbejde fortsætte. Det giver alle YODA-medlemmer en stemme i forhold til vores uddannelse og giver samtidig speciallægerne en indsigt i YODAs arbejde og aktiviteter.
Lørdagen bestod i 4 workshops omhandlende henholdsvis; Akutte kirurgiske tilstande – et crashkursus for bagvagter, Børnetraumatologi, Basal ultralyd og Basal osteosyntese.
Stor tak til alle de kompetente undervisere som stillede op til workshops, uden deres hjælp ville det ikke være muligt at afholde et arrangement som dette.
Stor tak til vores samarbejdspartnere for deres opbakning til YODAs Forårsmøde. YODA vil gerne understrege vigtigheden i deres deltagelse for at højne kvaliteten af såvel undervisningen som arrangementet som helhed.

Tak til Dalum Landbrugsskole for nogle hyggelige omgivelser og på gensyn til jer alle næste år. Hold øje med hjemmesiden for datoerne for YODAs Forårsmøde 2017.

Formand Casper Dragsted og
Forårsmødeansvarlig Sanja Somodi.

Casper Dragsted, Formand for Yngre Ortopædkirurger Danmark


YODA respreæsentant i Dansk Selskab for Skulder Albue Kirurgi (DSSAK)

Andreas Qvist Christensen er genvalgt som YODA repræsentant i DSSAK’s bestyrelse for en periode på yderligere 2 år. Tillykke til Andreas.


Sidste chance for at søge DOS om deltagelse i Forte Summer School


Uddannelsesudvalget

Tak til alle der kom til DOS uddannelsesdag og YODAs forårsmøde. Der var flere gode pointer til uddannelsesdagen, som vi skal arbejde videre med.
Vi fik desværre ikke operationsfolderen med som vi plejer og der skal lyde en undskyldning herfra. Hvis i kunne bruge en, kan i finde den her http://yngreortopaedkirurger.dk/wp-content/uploads/2014/09/Operationstjekliste.pdf
Alternativt kan i skrive til uddannelse@yngreortopædkirurger.dk hvis i vil have en folder, så finder vi en løsning.

Bedste hilsner
Eske Brand Uddannelsesudvalget.


Nyt fra Forskningsudvalget

Abstract submission til årets DOS Kongres er åbnet ,- og dead line  for submission er 15. Juni 2016 !
Ved submission af abstract har du , som yngre læge, mulighed for at deltage i konkurrencen om at vinde årets YODA Ungdomsforskerpris!
YODA Ungdomsforskerpris har til formål at anerkende den yngre læge, som på DOS’s årsmøde præsenterer det bedste forskningsprojekt.
Man betragtes her som yngre læge, så længe man ikke har påbegyndt sin hoveduddannelse, er PhD-studerende, PhD, Dr.med. eller speciallæge ved deadline for indsendelse af arbejdet til DOS’s årsmøde. Ligeledes har medicinstuderende mulighed for at komme i betragtning til prisen.
I år er konceptet ændret således at YODA vil have sin egen Foredrags session på DOS kongressen. Blandt de abstracts, der har tilmeldt sig YODA Foredragskonkurrence, vil de 5 bedste abstracts blive udvalgt af YODA bedømmelsesudvalg. De 5 vil blive inviteret til afholdelse af et kort foredrag på DOS kongressen under YODA Foredrags session. Varigheden af præsentationen er maksimalt 5 minutter.
Vinderen af Foredragskonkurrencen findes af YODA bedømmelsesudvalg og vil blive annonceret på DOS Kongressens Gallamiddag. Præmien er 5000 kr.
Læs mere om YODA Ungdomsforskerpris her:

YODA Best paper

Julie Ladeby Erichsen
Formand for Forskningsudvalget


Månedens Artikel

Comparative Study of the Treatment Outcomes of Osteoporotic Compression fractures without Neurological Injury using a Rigid Brace, a Soft Brace, and no Brace.

A Prospective Randomized Controlled Non-Inferiority Trial

Baggrund; Korsetbehandling af patienter med osteoporotiske sammenfaldsfrakturer i columna thorakolumbalis er omdiskuteret i såvel klinikken som litteraturen. Formålet med dette studie var at sammenligne effekten af korsetbehandling, hhv. blødt og stift samt behandling uden korset.

Metode; 60 patienter med nyopstået ét-niveaus osteoporotisk sammenfaldsfraktur blev indenfor 3 dage randomiseret til behandling med blødt korset, stift korset eller intet korset i forholdet 1:1:1. Det primære outcome-mål var Oswestry Disabiity Index (ODI) efter 12 uger fra skadestidspunkt. Non-inferioritets grænsen for ODI blev sat til et gennemsnit på 10 point.

Resultater; De gennemsnitlige baseline-justerede ODI værdier efter 12 uger for de ikke-korset behandlede patienter var ikke inferiore sammenlignet med de korsetbehandlede. De gennemsnitlige justerede ODI værdier var 35,95 (95% CI, 25,42-46,47) for de ikke-korsetbehandlede og 37,83 (95% CI, 26,77-48,90) for gruppen med blødt korset – en forskel på -1,88 (95% CI, -7,02-9,38) imellem grupperne. Den gennemsnitlige justere ODI værdi for gruppen med stift korset var 33,54 (95% CI, 23,79-43,29) med en forskel fra den ikke-korsetbehandlede gruppe på 2,41 (95% CI, -7,86-9,27).
I follow-up perioden blev der ikke fundet nogen signifikant forskel mellem grupperne hvad angår ODI (p=0,260), Visual Analog Scale (VAS) for rygsmerter (p=0,292) eller sammenfaldsratio for forreste søjle (p=0,237).
Såvel ODI som VAS for rygsmerter blev bedret over tid fra frakturtidspunktet (p<0.001), ligeledes var der et fald i kompressionsratioen over tid i alle tre grupper (p<0.001).

Konklusion; ODI værdierne for gruppen behandlet for kompressionsfraktur uden korset var ikke inferior sammenlignet med grupperne behandlet med såvel blødt som stift korset. Samtidig fandt man at ændringerne i såvel VAS som kompressionsratio var sammenlignelige i alle tre grupper.

Ekspertkommentar 
Denne artikel omhandler en meget stor patientgruppe med en meget almindelig tilstand, nemlig patienter med vertebrale lavenergi sammenfald hos patienter med osteoporose.
Risikoen for osteoporose stiger med alderen og ses både hos mænd og kvinder, særligt hos postmenopausale kvinder. Sammenfald i ryggen er et af de hyppigste knoglebrud, men bliver tit negligeret hos mange behandlere. I mange tilfælde erkender patienterne ikke at de har fået et sammenfald i ryggen, men registrerer blot at de snigende taber højde eller bliver mere krumryggede. I andre tilfælde kommer der kraftige smerter i ryggen, som kan vare ved i uger til måneder. Hvis patienten søger læge, bliver mange behandlet med stærk smertestillende medicin og sengeleje i en kortere eller længere periode, og hvis patienten har så ondt, at der er behov for indlæggelse, bliver en del behandlet med korset. Har patienten først fået ét vertebralt sammenfald er risikoen for yderligere sammenfald mangedoblet, og er der mere en ét sammenfald er risikoen for endnu et sammenfald endnu højere.

I tilfælde med akutte rygsmerter eller ved blivende foroverkrumning af ryggen, kan der være kortere- eller længerevarende problemer. Ældre mennesker tåler ofte dårligt at have smerter og blive immobiliseret. Det kan medføre muskelatrofi, forværring af osteoporosen, tendens til lungeinfektion og risiko for dyb venetrombose. På længere sigt kan en foroverkrum tilstand i rygsøjlen forårsage kroniske muskelsmerter i ryggen.

Det giver således god mening at behandle patienter med osteoporose og sammenfald i ryggen. I alle tilfælde skal man rette behandlingen mod osteoporosen med primær, sekundær og tertiær profylakse. Bedst er det at nedsætte risikoen for knogleskørhed. Og når knogleskørheden er erkendt, skal den behandles.

I artiklen sammenlignes tre konservative behandlingsmetoder for stabile lavenergi sammenfald i columna; stift korset (i Danmark bruges et 3-punkts-korset), et blødt korset (som formentlig støtter i lænden, men ikke thorakalt) og ingen korsetbehandling. I studiet findes ingen forskel i ODI (Oswestry Disability Index), smerte, yderligere
sammenfald og fysisk og mentalt outcome i de tre grupper efter 3 måneder. I alle grupper bedres patienterne over en 3 måneders periode og der er ikke tendens til yderligere sammenfald. Dog er der en tendens til at patienterne i alle grupper har en lavere mental score efter 3 måneder end de har initialt.

Det bemærkes, at der er tale om frakturer, som er vurderet stabile, og hvor man nok ikke ville forvente en stor forskel i de tre grupper under alle omstændigheder. Måske ville man kunne registrere en signifikant forskel, hvis der var inkluderet et større antal i de tre grupper, men forskellen ville i så fald formentlig ikke være klinisk relevant. Denne konklusion stemmer godt overens med hvad vi kender fra klinikken, hvor der er erfaring for, at rygsmerter i de fleste tilfælde klinger af over en periode på tre måneder, i takt med at frakturen heler. Hvis ikke frakturen heler, er det erfaringsmæssigt uafhængigt af, om der er behandlet med korset eller ej.

Lavenergi frakturer i ryggen er som udgangspunkt stabile, forstået på den måde at der ikke er risiko for nerveskade. Men om frakturen falder mere sammen, kan kun tiden vise. En situation patienten nødig skulle ende i, er en tilstand med udtalt sammenfald og gibbusdannelse over bruddet. Dette kan medføre udtalt foroverkrumning af ryggen og mange rygsmerter. En sådan patient kan det være svært at gøre noget for, men ved udtalte problemer, kan man i nogle tilfælde rette ryggen op ved en kileosteotomi og stabilisering med lange stave forseglet i ryghvirvlerne med skruer. Der er tale om en stor operation som ikke nødvendigvis har et godt outcome, da patienterne ofte er svage med dårlig knoglekvalitet og i øvrigt dårligt tåler så stor kirurgi.

Patienter med lavenergi frakurer i ryggen skal derfor følges. Alle skal udredes og behandles for knogleskørhed, hvis de ikke allerede er i behandling. Derudover giver det mening at henvise patienten til en afdeling med speciale i rygkirurgi. Hvis smerterne ikke klinger af (som tegn på heling) over uger til måneder kan patienten, forudgået af en MR scanning, tilbydes perkutan vertebroplastik (PVP). PVP er et indgreb, hvor man i lokalbedøvelse sprøjter lidt knoglecement ind i hvirvlen. Operationen virker smertelindrende i de fleste tilfælde og cementen stabiliserer frakturen så yderligere sammenfald undgås.

Denne artikel giver behandlerne et fingerpeg om korsetbehandling for sammenfald i ryggen. Det kan konstateres, at det formentligt ikke er gavnligt for de mest stabile frakturer, men hvordan situationen er for øvrige sammenfald vides fortsat ikke. Behandling for smertefulde vertebrale sammenfald er, som i mange andre kliniske henseender, ikke en eksakt videnskab, og man bliver nødt til at følge patienterne for at sikre bedring af tilstanden og for at kunne gribe ind hvis ikke tilstanden bedres.

Rikke Rousing, Afdelingslæge, Ph.D.
Rygkirurgisk sektor – Middelfart Sygehus


YODA lokalt


Nord

For det første: undskyld mange gange til de af jer der, ikke har modtaget Jeres kursusbeviser endnu fra Skadestuekurset i starten af marts. De er på vej!
Derudover kommer en gennemgang af en nyttig hjemmeside som måske ikke alle kender til: www.radiologymasterclass.co.uk.
Under faneblade ‘tutorials’ findes en gennemgang af traume-røntgen, led for led, for hele kroppen. For hvert led følger først et afsnit om normalanatomi, og derefter patologisk røntgen og hvilke tegn man skal kigge efter i de forskellige projektioner.

Selv har jeg haft glæde af albue-delen, de første mange gange jeg skulle kigge på børnebilleder. For hvordan var det nu lige med alle de der linjer?, og i hvilken rækkefølge er det nu lige at kernerne ossificerer.

Under fanebladet ‘test yourself’ findes 7 scenarier med thorax-røntgen. Altid godt til patienten der postoperativt bliver dårlig. Eller bare gamle Oda der får åndenød mens hun er indlagt for noget helt tredje.

Til slut findes også et ret omfattende galleri med patologiske røntgenbilleder af led.
Lige en sidste: www.aovideo.ch/~aoelearn/aot_launch/clas.htm
Hvis man synes AO er spændende, så synes jeg at dette e-learning modul om AO’s klassifikationssystem er ret godt!
God fornøjelse!

Jacob Beck, Regionsansvarlig Nord.


Syd

Har du sikret dig et sommervikariat i skadestuen? Skal du til at være i skadestuen i din KBU? For det første tillykke! For det andet, her er en god nyhed til dig: Vi har valgt at holde Skadestuekursus i Region Syd endnu en gang her i foråret. Det kommer til at foregå på Kolding Sygehus lokalet Storebælt 17. og 18. maj kl 17-21. Tilmelding er åben på vores hjemmeside. Ved spørgsmål skriv til syd@yngreortopaedkirurger.dk

Rasmus Mikkelsen, Regionsansvarlig Syd

Scroll to Top