December 2019
I ønskes alle en glædelig jul og godt nytår fra YODA’s bestyrelse
Interview med vinderen af den Gyldne YODA 2019
Den gyldne YODA uddeles hvert år til DOS-kongressen og tildeles den eller de personer der har gjort et ekstraordinært arbejde for at sikre og udvikle uddannelsen af yngre ortopædkirurger. Dette års gyldne YODA blev tildelt Lone Kirkeby, Holstebro Hospitalsenheden Vest.
– Tillykke igen med modtagelsen af den gyldne Yoda – hvordan var aftenen for dig?
Det var en meget speciel aften. Det er jo en stor ære at blive indstillet. Vi lever i en tid hvor produktionskrav præger hverdagen i udtalt grad, og ind imellem kan man i funktionen som UAO føle, at man nærmest ikke kommer fremad med fremskridt eller at det går fremad med små museskridt. Her er det utroligt dejligt at få at vide, at ens uddannelseslæger faktisk bider mærke i fremskridtene og værdsætter dem.
– I indstillingen til den gyldne Yoda er det nævnt at du har formået at få uddannelse til at køre på to forskellige matrikler – hvordan har du fået det til at lykkedes?
Ortopædkirurgisk afdeling i Hospitalsenheden Vest har været én fælles afdeling, fordelt på 2 matrikler (Holstebro- og Herning matriklen) i mere end 10 år. Primære funktioner (sengeafdeling, stationær operationsgang, akut operationsleje, dagkirurgi, ambulatorium, forskningsenhed, lægekontorer) er beliggende i Holstebro. På Herning matriklen er placeret traumemodtagelse, akut operationsleje og dagkirurgi. Der er døgnbemandet ortopædkirurgisk tilstedeværelsesvagt i Herning, grundet traumecenter funktion, mens der ikke er ortopædkirurgisk vagtberedskab i Holstebro i de sene aften- og nattetimer. Det er de ortopædkirurgiske læger, som normalt også er i Holstebro, som dækker funktionerne i Herning. Der dagligt morgenkonference med videokonference i lægegruppen mellem de to matrikler.
Det betyder i praksis, at selvom afdelingen har daglig funktion på 2 matrikler, så fungerer afdelingen i lægegruppen som én samlet enhed, med lige høj fokus på uddannelse på begge matrikler. En meget vigtig forbedring af uddannelsesfunktionen har været at der for et par år siden blev indført backup af traumatologisk speciallæge i dagtid bag 1. reservelæger i bagvagt på hverdage på Herning-matriklen. Dette har givet helt anderledes muligheder for oplæring og supervision.
– Hvilke faktorer har været udslagsgivende for det gode resultat?
En ting som mange af uddannelseslægerne selv kommenterer er, at der er kommet struktur og styring. Deres sektortilknytninger er planlagt i god tid, der er taget hensyn til det i vagtskema, og ligeledes er der indført skemasatte vejledersamtaler. Der er i hele lægegruppen af kliniske vejledere fokus på oplæring og supervision, hvilket også ses i brug af kørekortsbog ved operative indgreb samt miniCEX i ambulatoriet.
Reelt så lykkes tingene ved, at når jeg kaster en bold op, fx indførelse af miniCEX i ambulatoriet, så har jeg en lægegruppe, både vejledere og uddannelseslæger, som griber bolden og er åbne overfor at føre det ud i livet. Her er det så vigtigt, at der også er sat rammer op, som tillader det. Og her har en afdelingsledelse en vigtig rolle, netop at der derfra ses muligheder i form af, hvordan man skaber ressourcer/omstruktureringer til uddannelsesmæssige tiltag.
Indførelse af jævnlige vejlederfora, med tilstedeværelse af alle kliniske vejledere og drøftelse af de enkelte uddannelseslæger (incl problemstillinger/fokuspunkter) har medført, at uddannelse er blevet en fælles opgave på afdelingen.
– Hvorfor valgte du at blive UAO?
Jeg har igennem hele min lægelige karriere været interesseret i uddannelse/undervisning. Jeg har fra mine meget tidlige år været tilknyttet i en eller form som underviser af medicinstuderende og senere lektor ved Aarhus Universitet. Og da jeg blev tilbudt at overtage funktionen som UAO valgte jeg at takke ja, fordi jeg følte at jeg havde noget brugbart at give.
– Hvad tror du er de tre vigtigste elementer i god uddannelse i hverdagen?
Struktur og rammer, som giver mulighed for oplæring/supervision. At uddannelse er en fælles opgave i afdelingen, noget alle læger deltager i. At man husker, at alle uddannelseslæger ikke er ens.
– Hvad bliver dit næste mål som UAO?
At sikre uddannelsesfunktioner og den gode uddannelse ved flytning af matriklerne til Gødstrup.
– Har du et godt råd til en uddannelsesansvarlig kollega?
Uddannelsestiltag i en hverdag, hvor produktion er hovedkravet og tallet på bundlinjen i regnskabet er altafgørende, er ikke let. Det er vigtigt at have et godt netværk/fora, hvor man kan drøfte løsningsmodeller, og hvor man kan få et indblik i, hvordan man har gjort på andre afdelinger. Det kan give inspiration og ideer.
Alexander Amundsen Formand i Uddannelsesudvalget
Der er stadig pladser på YODA kursus i kirurgiske adgange i Nord 28-29 Januar 2020.
For tilmelding se hjemmesiden