Nyhedsbrev December 2022
2022 har været et spændende år for YODA.
Forårsmødet i år har været det mest velbesøgte nogensinde. Vi havde inviteret dygtige håndkirurger fra hele landet til at underholde jer med informative foredrag og lærerige workshops. Det hele sluttede af med et brag af en fest i superheltenes tegn.
I kan allerede nu bede om fri fredag den 28.4.23 hvor vi afholder næste års Forårsmøde. I de senere år, har I efterspurgt en masse traumatologi og nu vi har lyttet. Derfor er vi stolte over at kunne præsentere undervisere fra hele landets traumecentre når vi slår dørene op i foråret 2023. Workshops kommer bl.a. til at inkludere ‘Bækkenkirurgi’ og ‘Damage control’.
I det forgangne år har vi afholdt en masse af vores populære kurser. Kirurgiske adgange i Øst blev udsolgt på bare én time på trods af vi har øget deltagerantallet. Vi har derudover genoplivet vores Røntgenkursus, der også blev lynhurtigt udsolgt og godt evalueret. Vi afholder kurset igen allerede i februar i Øst og arbejder på også at kunne afholde det i Syd og i Nord i 2023. Vores kursusansvarlige arbejder desuden på at vi får flere kurser i vores repertoire, i øjeblikket er der et sårkursus og et rygkursus på tegnebrættet.
I kan holde jer opdaterede på vores kurser på hjemmesidens kalender der løbende bliver opdateret.
YODAs uddannelsesudvalg har også deltaget i arbejdet med den nye målbeskrivelse der blev implementeret i november i år. Næste år kommer vi til at arbejde videre med hvordan målbeskrivelsen bliver modtaget i afdelingerne så vi kan være med til at sikre at udvikling ikke bliver indvikling.
DOS kongressen i år forløb rigtig godt med en masse faglige indspark fra YODA herunder bl.a. YODA Best Paper og Poster Walk. Posters og præsentationer var som sædvanligt på et rigtig højt niveau. Onsdagen bød desuden på floorball turnering hvor YODAs bestyrelse kunne sikre sig en imponerende 2. plads. Vores uddannelsespris ‘Den Gyldne Yoda’ blev i år givet til Ilija Ban fra BBH for hans imponerende indsats i uddannelse af yngre ortopædkirurger. Igen i år var indstillingen underskrevet af over 20 kollegaer på tværs af Sjællands hospitaler.
På kongressen afholdte vi også vores generalforsamling. Her fik vi sagt pænt farvel og tak for godt arbejde til vores afgående Formand, Næstformand og Region Syd Ansvarlig. Dette har medført en mindre intern rokering og heldigvis også en masse nye bestyrelsesmedlemmer. Vi er enormt stolte over interessen om at få lov til at deltage i bestyrelsesarbejdet – der var kampvalg på næsten alle poster på valg.
YODAs pulje til lokale arrangementer er også søgt hyppigt i 2022 – Men der er stadig penge i kassen. Så hermed en opfordring til endelig at søge penge til arrangementer med faglig og social karakter.
Næste år byder altså på en masse spændende opgaver for bestyrelsen og vi glæder os derfor meget til at tage hul på 2023. Har i nogle spørgsmål eller ønsker er i altid velkommen til at rette henvendelse til os.
På vegne af YODAs Bestyrelse 2022/2023
Cæcilie West Guldbrandsen