skip to Main Content
September 2017

September 2017

YODAs Ordinære Generalforsamling 2017

Yngre Ortopædkirurger Danmark (YODA) inviterer alle medlemmer til ordinær generalforsamling onsdag den 25. oktober 2017 kl. 18.30 på Radisson Blu
I år kommer arrangementet til at foregå på Hotel Radisson, samme location som DOS-kongressen (se lokale i DOS-bulletinen). Dette for at give alle vores medlemmer mulighed for at nå med til generalforsamlingen ved samtidig deltagelse i DOS-kongressen. Samtidig oplevede vi sidste år nogle unødige udgifter ved at en del af de tilmeldte aldrig dukkede op til arrangementet. Vi har forsøgt at reducere omkostningerne ved at gøre det på denne måde og håber at så mange som muligt vil bakke op omkring det.
Generalforsamlingen er åben for alle medlemmer og afholdes fra kl. 18.30-20.00 inklusiv et let aftensmåltid og tilhørende drikkevarer. Dørene åbner kl. 18.00. Mad og drikkelse er gratis for alle YODA medlemmer, men kræver tilmelding til arrangementet.
Seneste frist for tilmelding er 18. oktober 2017. Tilmeld dig her: https://yngreortopaedkirurger.dk/produkt/yodas-ordinaere-generalforsamling-2017/
Efter generalforsamlingen er der “Afterparty” på Cafe Langebro, kun få minutters gang fra Radisson.
Officiel indkaldelse følger senere i en separat mail.


Vær med til at sætte fokus på DIN ortopædkirurgiske uddannelse!

Stem på din favorit til årets gyldne YODA

Sidste år fik ledende overlæge Steen Asmus Schmidt prisen for hans store arbejde for uddannelsen på Koldings ortopædkirurgiske afdeling. Hvem synes du har fortjent anerkendelsen i år? Prisen uddeles af YODA til en afdeling eller person som gennem det sidste år har gjort en ekstraordinær indsats for uddannelse af yngre ortopædkirurger. Vinderen af årets gyldne YODA vinder en gratis plads, til sig selv eller afdelingen, på YODAs kursus “Kirurgiske adgange”.

Send din/jeres nominering inden den 1. oktober 2017 til uddannelse@yngreortopaedkirurger.dk Prisen overrækkes ved gallamiddagen under DOS kongressen.

Eske Brand, Uddannelsesudvalget


Leder

Meld dit kandidatur og styrk dit netværk!
Vores årlige generalforsamling giver endnu en gang mulighed for at stille op til bestyrelsen og dermed tage aktiv del i YODAs bestyrelsesarbejde. Har man gået med en idé om på et tidspunkt at engangere sig i YODAs arbejde skal man ikke holde sig tilbage.
Arbejdet giver på alle måder et dybere indblik i det arbejde der ligger bag vores speciale og uddannelse. Det giver mulighed for at gennemføre idéer om kurser eller initiativer som ikke bare kommer lægerne på ens egen afdeling til gode, men også andre afdelinger og dermed ens potentielle fremtidige arbejdsplads. Og så giver arbejdet i YODA et unikt fagligt og socialt netværk på tværs af hele landet. Det åbner muligheden for uddannelsesmæssige og forskningsmæssige samarbejder ikke bare nu, men også i fremtiden. Arbejdet i YODA spænder bredt fra regionale karrieredage og kurser for medicinstuderende, over nationalt arbejde med hoveduddannelsen til internationalt samarbejde om fellowships og uddannelse. Der er mange ting at kaste sig over, ikke bare som medlem af YODAs bestyrelse. Jeg kan kun opfordre til at man engagerer sig også andre steder, hvad enten det er som UKYL eller YODA repræsentant på afdelingen eller arbejdet i DOS og subspecialeselskaberne. Der er heldigvis, trods det beskedne antal år YODA har eksisteret, allerede aftryk i diverse udvalg og bestyrelser fra tidligere aktive YODA medlemmer.
Hold øje med indkaldelsen til generalforsamlingen og meld dit kandidatur.
Formand Casper Dragsted


Nyt fra FORTE

FORTE har iværksat et projekt de kalder ”The European Fellowship Platform”. De ønsker at indsamle tilbud om eksiterende fellowships og opfordrer til operettelsen af nye fellowships at kortere varighed for udenlandske læger under speciallægeuddannelse. Har I et tilbud på jeres lokale afdeling eller ønsker I at oprette et tilbud, vil vi opfordre jer til at kontakte Casper Dragsted (formand@yngreortopaedkirurger.dk). Målet er selvfølgelig at samle tilbuddene og på længere sigt også yde støtte til ansøgning og funding.


Formal Physical Therapy After Total Hip Arthroplasty Is Not Required – A Randomized Controlled Trial

Matthew S. Austin, et al. J Bone Joint Surg Am. 2017;99:648-55

Formål: At sammenligne funktionelle resultater efter superviseret ambulant genoptræning sammenlignet med usuperviseret hjemmetræning efter unilateral primær total hofte alloplastik.

Metode: Prospektiv, single center, 2-arms non-inferiority RCT.

Patientgruppe: Patienter 18-80 år som undergik unilateral primær total hofte alloplastik på grund af primær arthrose. 590 patienter var egnede til deltagelse og 120 blev inkluderet i studiet og randomiseret.

Behandling: Patienter som blev randomiseret til hjemmetræning, blev instrueret i hjemmeøvelser og fik skriftlige instruktioner med anvisninger til øvelser, som skulle udføres 3 dage dagligt. Patienterne kom til kontrol efter 2 uger og ved behov for øget træning eller efter patientens ønske kunne patienterne skifte over til superviseret ambulant træning. Patienter som blev randomiseret til superviseret ambulant genoptræning, modtog genoptræning i eget hjem efterfulgt af ambulant genoptræning med 2-3 sessioner om ugen.

Outcome: Funktionelt outcome målt som Harris Hip Score (HHS), Western Ontario and

McMaster Universities Osteoarthritis Index (WOMAC), og Short Form-36 Health Survey (SF-36) malt 1,6 og 12 måneder efter operationen.

Resultater: 108 af de inkluderede 120 patienter var inkluderet i den endelige analyse. 10 patienter (19%) som var randomiseret til usuperviseret hjemmetræning og 20 patienter (37%), som var randomiseret til superviseret ambulant genoptræning krydsede over mellem grupperne. Der var ingen signifikante forskelle mellem de to grupper i forhold til nogen af de funktionelle outcomes.

Konklusion: Usuperviseret hjemmetræning er lige så sikker og effektiv som superviseret ambulant genoptræning hos flertallet af patienter, der undergår unilateral primær total hofte alloplastik.

Ekspertkommentar:

Dette er endnu et studie, der viser, at superviseret ambulant genoptræning ikke er nødvendig hos en stor del af patienter, der undergår unilateral primær total hofte alloplastik. Lignende resultater er tidligere vist i level 1 studier af Mikkelsen LR et al ( Osteoarthritis Cartilage 2014), Coulter Cl et al ( J physiother 2013) og Galea MP et al (Arch Phys Med Rehabil 2008). Den store svaghed i det aktuelle studie af Austin et al. er ekstern validitet – dvs. hvorvidt resultater kan overføres til en bred patientgruppe andre steder. Det er bemærkelsesværdigt, at 1/6 af patienterne som var randomiseret til usuperviseret hjemmetræning skiftede til superviseret fysioterapi som følge af manglende fremgang. Ligeledes er inklusionsprocenten lav, da kun 20% af egnede patienter blev inkluderet i studiet. Man kunne spekulere på, om patienterne som ikke ønskede at deltage (46%) eller ikke kunne kontaktes mhp. inklusion (34%) var dem, der netop havde behov for superviseret fysioterapi. I dette (og andre studier) ser man den samme gode effekt af hofte alloplastik operation på det funktionelle outcome hos de inkluderede patienter: uanset om de modtog superviseret genoptræning eller trænede selv der hjemme. Dette viser, at der ikke er behov for superviseret genoptræning for en stor del af de patienter,

der undergår primær total hofte alloplastik, men man kan ikke konkludere, at der slet ikke er behov for superviseret træning for alle patienter. Således er spørgsmålet om, HVEM der har behov for træning fortsat uafklaret. I det aktuelle studie var det primært ældre patienter med dårligere funktionelle outcomes, der skiftede til superviseret fysioterapi som følge af manglende fremgang, hvilket tyder på, at netop denne gruppe havde behov for superviseret træning. Dette og lignende studier har betydelig samfundsmæssig interesse, da økonomiske omkostninger ved superviseret genoptræning er betydelige. Uvisheden om det optimale genoptræningstilbud kommer til udtryk i tilbud om genoptræning efter operation i Danmark, hvor antal af patienter som bliver henvist til genoptræning efter operation svinger mellem 12 og 96% afhængigt af hospital og landsdel. Der er således fortsat behov for yderligere studier mhp afklaring af individuel vurdering af genoptræningsbehovet for den enkelte patient, baseret på præoperativt funktionsniveau og tidlig postoperativ funktionel fremgang.

Kirill Gromov & Henrik Husted


Nord

Kære Kolleger.
Lige om lidt er der generalforsamling i YODA. Går du og overvejer at deltage i YODAs spændende arbejde, så har du muligheden for at opstille til posten som Regionsansvarlig Nord. Du kan ganske uforpligtende kontakte mig og høre mere om muligheden og postens indhold.

Husk at vi afholder skadestuekursus i november i Aarhus. Tilmeldingen er åben på hjemmesiden. Det er først til mølle, og der er 30 pladser.
Tina Senholt Videbaek, Regionsansvarlig Nord


Øst

Spændende efterår vi går i møde. Sæt kryds i kalenderen, og tilmeld jer events:
-Skadestue kursus Øst d. 9-10/10/17
-Fredagsbar d. 3/11/17. Her er der et fagligt oplæg i Børneortopædkirurgi ved Andreas Balslev Clausen, og det er muligt at deltage i middag efterfølgende + drinks med kollegaer.

Håber at se en masse af jer til det hele.!
Jacob Fyhring Mortensen, Regionsansvarlige Øst